NYT FÆLLESELEVRÅD I ARBEJDSTØJET

Elevrepræsentation har masser af emner at tage fat på.

Skoleforeningens fælleselevråd har peget på Maj Tolkmitt fra Sønder Brarup Danske Skole som ny formand for det kommende skoleår.

Hun sidder i fælleselevrådets forretningsudvalg sammen med Jule Sösemann, Matti Ullrich, Paul Mossner, Leif Hansen og Oskar Meyer.

Fælleselevrådets opgave er at varetage elevernes og elevrådenes interesser over for Skoleforeningen samt andre organisationer.

På mødet blev der taget en del emner op, som eleverne skal beskæftige sig med. Et af dem er undervisningsdifferentieringen, hvor et stort flertal i fælleselevrådet ser skeptisk på den indre differentiering. Både stærke og svage elever lærer efter de fleste unges mening bedre på niveaudelte hold. Hvis man skal lave undervisning sammen, skal den indre differentiering gøres mere spændende for de stærke elever. 
Fælleselevrådet har desuden diskuteret at der skal være mere idræt for de ældste elever, at der skal være skolesocialarbejder på alle fællesskoler og på de større grundskoler samt heldagsskolen.

Daniel Dürkop